-
Business-overblik: Næste lille elbil kan skabe gennembrud i Danmark
Source: BDK Finans / 29 Apr 2025 01:30:15 America/New_York
God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik. I dag runder vi blandt andet: Minister klar til opgør med udskældt datalov Venteposition på aktiemarkederne Ulrik Bie: 100 dages kaos har afsløret Trumps sårbarhed Topforskere: Novos fedmepille har fordele Men vi begynder på det danske bilmarked, som kan se noget anderledes ud fremover. God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business! Dagens hovedhistorie Næste lille elbil kan skabe gennembrud i Danmark En ny lille elbil til lav pris kan blive verdens største elbilproducents gennembrud på det danske marked. Kinesiske BYDs kompakte Dolphin Surf står til at blive Danmarks billigste, når den lanceres 24.-25. maj i tre versioner, skriver Jyllands-Posten. Active-udgaven er en bybil med et batteri på kun 30 kilowatt-timer, der leverer en rækkevidde på op til 220 kilometer på en opladning. »Jeg tænker, at udgaven med det store batteri lander der, hvor konkurrenterne også befinder sig, nemlig omkring 180.000 kr. Men det er klart, at en elbil med et batteri på kun 30 kilowatt-timer og så kort en rækkevidde må og skal blive sat en del billigere. Omkring 150.000 kr. vil være mit gæt« siger den erfarne bilanalytiker Jan Lang fra Bilbasen. Han forventer, at Active-udgaven kan blive BYDs gennembrud i Danmark, »hvis prisen bliver rigtig« og forudser en intens kamp mod modeller som Citroën ë-C3, Hyundai INSTER, Renault 5 E-Tech. Det skriver vi om 1. Ulrik Bie: 100 dages kaos har afsløret Trumps sårbarhed Donald Trumps anden embedsperiode er kommet fra land med et historisk kaos, der har udfordret de flestes fatteevne. Det er ikke kun handelskrigen, men også de mange indenrigspolitiske tiltag, som vi ikke hører så meget om herhjemme. Men i løbet af de første 100 dage er det også blevet krystalklart, hvad der er Trumps svage punkt. Læs historien her. 2. Nu ruller retssag om negative renter – og linjerne er trukket skarpt op: Kan fundamentalt ændre bankkunders vilkår, lyder det I denne uge kører en sag ved Sø- og Handelsretten om, hvorvidt Jyske Bank var i sin gode ret til at indføre negative renter på en række kontotyper hos privatkunderne. Ifølge bankerne kan sagen få vidtrækkende konsekvenser for din privatøkonomi – men det afviser Forbrugerombudsmanden, der har anlagt sagen. Læs historien her. Det bør du også læse Ærkerival knuser Coop i dansk supermarkedskrig Det går godt for Salling Group med kæderne Netto, Føtex og Bilka. Snart er Danmarks største supermarkedskoncern dobbelt så stor som den gamle ærkerival Coop. Læs historien her. Det skriver andre medier om 1. Minister klar til opgør med udskældt datalov Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen (M) varsler over for Finans et opgør med EUs databeskyttelseslov, GDPR, som ifølge hende hæmmer virksomhedernes innovationsmuligheder og udgør en stor administrativ byrde, fordi reglerne er så omfangsrige. »GDPR er en vanvittig vigtig lovgivning, og der er nogle store og vigtige balancer, man bliver nødt til at overholde. Lige nu synes jeg bare, at balancen er skæv,« siger ministeren. Europa-Kommissionen ventes selv inden sommer at fremlægge en plan, der skal justere GDPR-reglerne for at lette byrden for særligt små og mellemstore virksomheder. 2. Venteposition på aktiemarkederne Der var tirsdag morgen kun mindre bevægelser i aktiemarkederne, mens den amerikanske dollar stod til det største månedlige fald i årevis, mens investorerne forberedte sig på, at handelskrigen vil kunne mærkes på indtjeningen hos de store virksomheder og de økonomiske data fra USA, skriver nyhedsbureauet Reuters. Dollaren faldt efter udtalelser fra USAs finansminister Scott Bessent til CNBC om, at det var »op til Kina at nedtrappe« straftolden. Euroen står omvendt til den største stigning mod dollaren i næsten 15 år, mens guldprisen tirsdag faldt med næsten en procent til 3.314,99 dollar pr. ounce. 3. Topforskere: Novos fedmepille har fordele Eli Lillys storsejr over Novo Nordisk på milliardmarkedet for vægttabs- og diabetespiller er måske overdrevet. Aktiemarkedet foretrækker tydeligt den amerikanske rivals præparat, idet Eli Lillys aktiekurs steg med 14 procent, hvor Novo Nordisks dykkede med knap ti procent. Lægerne har derimod ifølge to førende eksperter på området »meget bedre« indsigt i afvejningen af effekt og bivirkninger med Novo Nordisks pille, skriver Finans. Det sker på markederne Aktier – indeks og udvikling i procent USA – lukkekurser mandag: Dow Jones: +0,28 procent S&P 500: +0,06 procent Nasdaq: -0,10 procent Asien – indeks tirsdag kl. 7.20: Japan Nikkei: +0,38 procent Hongkong Hang Seng: +0,27 procent Kina CSI Shanghai: -0,08 procent Tak, fordi du læste med, og rigtig god tirsdag! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-naeste-lille-elbil-kan-skabe-gennembrud-i-danmark